Socialt ansvar og bevisthed

Socialt ansvar og bevidsthed er noget der udvikles langsomt efterhånden som børnene evner at sætte sig ud over sig selv. Den primære læring i denne sammenhæng kommer fra at de oplever at de voksne omkring dem udviser socialt ansvar og social bevidsthed. At børnene bliver mødt med indlevelse og får deres fundamentale behov opfyldt.

Socialt ansvar går hånd i hånd med evnen til at tage ansvar for sig selv. Hvis børnene ikke ved hvad der er rart for dem selv og får lov til at udfolde det – kan de heller ikke genkende det hos andre.

  • Børn der ofte bliver afbrudt lærer dermed at det er i orden at afbryde andre
  • Børn der ofte bliver kritiseret lærer dermed at kritisere andre
  • Børn der ofte bliver overhørt når de siger NEJ lærer dermed at overhøre andres NEJ
  • Børn der bliver set / og ikke afbrudt når de er optaget af noget – lærer at lade være med at afbryde andre
  • Børn der får anerkendelse lærer at anerkende andre.
  • Børn der får respekteret de vigtige NEJer lærer at respektere andres NEJer

Barnet skal have mulighed for at opleve at de voksne tager ansvar for deres eget og barnets velbefindende – på en kærlig måde. Det kan være at sige til barnet: ”Jeg vil ikke tale med dig lige nu, men gerne når jeg er færdig med at læse denne kageopskrift.”

Social ansvarlighed rummer både evnen til at se de andre og deres behov – og evnen til at mærke og give udtryk , gerne sprogligt, for sine egne behov.

Eksempel: To børn der tumler på madrassen. Den ene føler sig mast. Her vil vi sige til barnet der maser at det er for voldsomt og forhindre det –samtidig med et par ord om at se og lytte til den anden. Så barnet får øje for at den anden ikke kan lide det. En meget vigtig del af denne proces er også, at det maste barn lærer at give udtryk for dets utilpashed så det bliver hørt. På denne måde er social ansvarlighed en gensidig proces.

Vi ledsager ofte vores handlinger sammen med børnene sprogligt – og gør dem på denne måde opmærksomme på hvad vi tænker – og forsøger sammen med barnet at sætte nogle ord på deres følelser og bevæggrunde.

Lysten til at være socialt ansvarlig tror vi er medfødt. Vi oplever ofte et lille barn give en sut til et andet barn der græder og ae det over håret. Barnet har ofte set de voksne trøste andre børn og er selv blevet trøstet. Barnet gør nu det samme, – uopfordret, lystbetonet. Børnene føler sig godt tilpas ved at drage omsorg for andre. At opleve at være værdifuld for andre er afgørende for en god selvfølelse.

I børnehave alderen bliver der flere og flere opgaver børnene selv kan overskue og dermed få ansvar for. Nogle er sociale i den forstand at de har karakter af pligter.

Der skal holdes orden i garderoben, – legetøjet skal ryddes op,- der skal deltages i oprydning efter frokost og legepladsen skal ryddes op både hvad angår legetøj og udsmidning af affald. Et ansvar der bestemt ikke altid er lige morsomt at leve op til og heller ikke altid er særlig frivilligt. Nogen gange har de voksne energi til at gøre det til en hyggelig tjans og andre gange er det bare en sur pligt der skal overstås. Børnene bliver langsomt vænnet til at der er opgaver der skal udføres for at fællesskabet kan fungerer. Også her er vi rollemodeller både med det sure og søde.

Eksempel: Humphrey er gået på toilettet, resten af stuen er ude på legepladsen. Humphrey kalder højt da han skal tørres men de voksne er på legepladsen og hører ikke hans råb. Ditte er inden for at finde sin trøje og hører Humphreys råb. Ditte går straks ud på legepladsen og fortæller Helle at Humphrey skal tørres. Dette er bare et af mange, mange eksempler på en dag , hvor børnene tager ansvar og hjælper hinanden uopfordret som det mest naturlige af verden.